Meta Norheim

Katalogtekst skrevet av kunsthistoriker Inger Grund Petersen, Danmark

test

Mere end bare kartofler…

Meta Norheim, der er opvokset på en gård i Vrådal alene med sin far, har altid haft lyst til at male. Også selvom hun som ung med fornuften valgte at uddanne sig til tekstilkunstner, blev det maleriet, som pressede sig på og vandt hendes store lidenskab.
De første motiver fandt Meta Norheim i naturen, men landskabet omkring Vrådal i Telemark passede ikke rigtigt til hendes maleriske temperament. Først da hun møder sin mand og oplever det åbne landskab med de uendelige vidder på Jären, føler Meta Norheim den dybde og uendelighed i landskabet, som hun ubevidst har ledt efter hele sit liv.  
Fascinationen af det uendelige perspektiv følger hende og lagrer sig som en fond af inspiration i hendes bevidsthed under de lange ophold i Persien, Indien og Afrika med familien. Her helliger hun sig først og fremmest moderrollen, mens døtrene er helt små, men kaster sig så snart over
maleriet igen. Stærkt inspireret af de særegne, åbne og vidstrakte landskaber, hun har oplevet i de meget forskellige lande, maler hun nu drømmelandskaber, gyldne ørkener, den røde afrikanske jord og dresserede kulturlandskaber i fugleperspektiv.
De farvemættede, følsomme landskaber er holdt i  stramme kompositioner, som leder tanken hen på naivisme, folkekunst, symbolisme og stærke mønstre fra tekstil-tiden. Men alligevel er Meta Norheim sin egen: Landskabet er aldrig bare et landskab: det fortæller en historie om liv og død og menneskelige relationer. Midt i ørkenlandskabets golde sandformationer, der strækker sig så langt øjet rækker, vokser en række arkantustræer eller en enorm, saftspændt aloe vera i fuld blomst. På trods af alle odds trodser planterne tørken og vokser grønt og frodigt, næret af en for øjet usynlig kraft. Og vi mere end aner den erotiske kraft i blomstens saftige dyb.

Sælsomme frugter og planter udgør en vigtig del af Meta Norheims motivverden.
Hvor hun i sine tidligste billeder skildrer kulturlandskaber set i fugleperspektiv, går hun i dag helt tæt på motivet, skræller alt uvæsentligt fra og arbejder sig i bogstaveligste forstand ind til ”kernen” i motivet. Og samtidig bliver billedformatet stadig større!
- Jeg udelader alt uvæsentligt og maler kun det væsentlige, siger hun selv – derfor er mine billeder med årene blevet mere og mere enkle.

De store formater ligger til Meta Norheims temperament: De tvinger hende til at gå meget tæt ind på motivet – og som beskuere bliver vi med kunstneren inviteret indenfor i en storslået verden: et farve-og betydningsmættet mikrokosmos. Når ærtebælgen forstørres op i menneskestørrelse åbenbares ærtens skønhed og monumentalitet.

Flig for flig løfter maleren sløret for de grundlæggende vilkår for liv og død – og alt dét, der ligger dér imellem af menneskelige relationer. Det mandlige og kvindelige kommer til udtryk gennem stærkt erotiske, næsten surrealistiske frugter eller blomster, der udfordrer vores blufærdighed og blotter former, linier, furer og sprækker, som var det menneskelige legemsdele – på én gang skrøbelige og livskraftige .
Motivet placeres på en baggrund af sort, rødt eller grønt. På den mørke baggrund får den saftspændte frugt sit intense, lysende liv. Ægget, blomsten, ærtebælgen eller den misdannede, frasorterede og sære vanskabte frugt rammer med deres næsten menneskelige kropslighed noget fundamentalt i os. Svævende i et udefinerligt rum af dybt mørke eller af rødt lys, kan vi næsten føle den for længst glemte oplevelse af en tryg livmoder. Eller er vi ærten i et saftiggrønt rum i en solbeskinnet ærtebælg ?

Der er ikke tale om registrerende portrætter af blomster, frugt, frøkapsler og rødder.

  1. Jeg maler vel aldrig bare en blomst – der må ligesom være noget mere i et billede. Jeg interesserer mig for det øjeblik, hvor livet begynder - i den lille, men ufatteligt kraftfulde spire - eller hvor døden griber ind i livet, når den fuldt udsprungne blomst begynder at rådne ved roden af støvdragerne”, fortæller Meta Norheim.

I den svulmende blomst ligger døden allerede på lur. Og ud af døden vokser livet igen: Den gamle, runkne kartoffel skyder en fin, sart og bleg spire, som snart bliver til en grøn og livskraftig plante.
Det er i mødet mellem disse komplementære størrelser: Liv og død, frugtbarhed og goldhed,  at billederne spændes ud til bristepunktet og sætter vores eget liv i relief.

SUBLIME KARTOFLER
Mens børnene var små malede Meta Norheim for første gang den spirende kartoffel: Pludselig tittede en lille grøn spire ud af køkkenskabet – og dér, langt inde i skabet, lå en glemt kartoffel, hvis spire havde kæmpet sig vej ud i lyset.
For 10 år siden tog hun motivet op igen, og i den aktuelle udstilling i Kulturhuset Øvre Frednes, har Meta Norheim i det på alle måder store værk ”Fra Ringerike via Trold og Pink og Pike, Asterix, Leila og Beate til Kongo” ophøjet kartoflen, dens historie og udvikling til at blive et billede på menneskeheden. Her gik man og troede at kartofler blot er kartofler! Nej. Kartofler findes i alle racer (navne) og farver, og se, de krydser sig gerne med hinanden. Men uanset farve og form er de alle forskellige: Nogle strutter af saft og kraft, skyder undersøgende spirer ud og forsøger at trænge ud over rammen, andre – mere uniforme - ligger i række og geled. Nogle er revnede, andre har ar efter skarpe redskaber – men tilsammen og i al deres mangfoldighed danner de smukke rytmiske mønstre. Og uvilkårligt tænker man på, hvad der mon ville ske, hvis de rullede ud af rammerne. 15m2 kartofler eller 15 billeder á 1x1 m samlet til ét helstøbt værk. Imponerende og overraskende.  I nogle ”kartoffelkasser” er de lyse kartofler i mindretal, i andre de mørkviolette, men sammen danner modsætningerne en på én gang dynamisk og harmonisk helhed, så man uvilkårligt får lyst til at sætte musik til dette vældige kartoffelværk .

PERLER FOR KARTOFLER?
I de 3 store billeder ”perler og kartofler” arbejder Meta Norheim med modsætningerne mellem de forfinede, glatte marmorkugler med den hårde overflade overfor de organiske, grove kartofler med øjne, ”knaster” og saftspændte spirer, der sprænger sig vej ud gennem kartoflens tørre hud.
Når Meta Norheim maler marmorkugler og kartofler, ligger der ikke nogen sort/hvid eller entydig tolkning i disse elementer. Tværtimod. Når kartoflen bliver omkranset af marmorkugler, oplever vi kulturens undertrykkelse af naturen og det organiske, men modsat kan en ring af kedelige kartofler omkring en enlig perle udtrykke den undertrykkelse af det sublime man oplever i alle kulturer: her skygger kartoflerne for perlens skønhed og udstråling. ”Du skal ikke tro, du er noget..”

  1. Det kan være vældig ensomt at være smuk i dag. Ingen synes, de bør rose et smukt menneske – hvorimod det er nemt at rose et menneske, som er én selv underlegen i skønhed. Det er da trist, ikke?”, fortæller Meta Norheim. Hendes sympati ligger hos minoriteterne, de ”skæve” og dem, som skiller sig ud fra mængden.

 

Med et underfundigt, humoristisk glimt i øjet,  lader kunstneren os skue det store i det små, og det små i det store. Ikke sært, at Meta er rundet af samme land og æt som Henrik Ibsen, tænker jeg om denne varme og indsigtsfulde kvinde, der først sent i livet for alvor er sprunget ud som kunstner. At hun har noget på hjerte, kan ingen dog være i tvivl om: Hendes billeder er intense og kraftfulde. Som den perle, der i et af hendes billeder ”Ærtebælg spytter perle ud” har været skjult i ærtebælgens grønne hylster - skjult for øjet, indtil den åbenbares, når ærtebælgen endelig åbner sig. Og vi bliver taknemmelige, fordi vi har fået lov til at få et ”gløt” ind i Meta Norheims inderste på én gang sårbare og kraftfulde kunstnersjæl.  Ud af det helt almindelige, kommer det overraskende, det sublime. Meta Norheims kartoffelbilleder – eller potetbilder, som det jo hedder på norsk – er i sig selv et eksempel på dette.

Inger Grund Petersen

 

 

 

©Meta Norheim 2017