Meta Norheim

Tradition og nybrud

Om udviklingslinjer i Meta Norheims kunst

Lige siden antikken har kunstnerne været optaget af at male billeder, hvor opstillinger af f.eks. blomster, frugter, glasvaser og andre genstande, som vi kender fra vor hverdag, har en plads i billedrummet. Indtil barokken holdt sit indtog i kunstlivet i slutningen af 1500-tallet, indgik sådanne motiver altid i en større sammenhæng og blev gerne indføjet i et maleri med religiøse eller historiske motiver, eller i et landskabsbillede. Også i middelalderen møder vi sådanne opstillinger i fortrinsvis religiøse malerier, hvis symbolske betydning de profilerede. Men disse motiver fik først for alvor en selvstændig plads i kunstlivet i 1500 tallet.
De blev kaldt stilleben*1 og blev især udbredt i Holland og Frankrig i 1600 tallet, hvor barokken og barokklassicismen herskede i kunstlivet. Men indtil det 19. århundrede havde de især i Frankrig kun en underordnet plads i det akademiske hierarki inden for malerkunstens genrer, hvor historiemaleriet havde førstepladsen.

I Holland havde det strenge franske genrehierarki ikke så stor dominans og det betød at netop
stillebenet - især i den hollandske Guldalder i 1600 - fik en blomstringstid.

I de mange århundreder, som stillebengenren har eksisteret, først som en del af historiske eller religiøse billeder, senere som en selvstændig genre, har de problemer, der knytter sig til virkelighedsgengivelsens art og kvalitet, altid haft en høj prioritet. Netop i den hollandske guldalder møder man de tre former for tolkning af virkeligheden, der i forskellige nye versioner har præget stilleben-genren indtil i dag.

Willem Kalf, der blev berømt for sine udtryksmættede opstillinger af kostbare genstande og halvt skrællede citroner, var ikke interesseret i at skabe et illusionistisk maleri. Han var alene optaget af at indfange genstandenes særlige form- og farvekarakter. Det har han gjort han på en både original og mesterlig måde og samtidig foregrebet de fornyelser af genren, som foldede sig helt ud i Cézannes kunst. Men flere af de andre hollandske malere, bl. a. Pieter Claesz malede også stilleben, der havde en symbolsk betydning. Han skabte de såkaldte vanitas-stilleben, der rummede en billedkunstnerisk tolkning af det i tiden fremtrædende forgængelighedsmotiv. Jan van Huysum malede fortrinsvis blomster, der var så levende gengivet, at man troede, at de var
virkelige. Han repræsenterer det illusionistiske stilleben. Med enestående nænsom omhu gør
han rede for hver nok så lille enkelthed i de farverige pragtbuketter. Cornelis Gijsbredhts arbejdede på samme måde og skabte ligefrem trompe l’oeil billeder. J.-B--S. Chardin var genrens mest fremtrædende repræsentant i det 18. århundredes Frankrig og sigtede mod at indfange hverdagsgenstandenes og frugternes særlige væsen. Men det blev Cézannes fornyelse af stillebengenren, der åbnede porten for den moderne eksperimenterende kunst. Han nedbrød det perspektivisk opbyggede billedrum, der havde hersket siden renæssancen og skabte i stedet en aperspektivisk rumvirkning gennem form- og farvemoduleringer i billedfladen. Det var ikke blot naturgenstandenes struktur, men også deres særlige form og farvekarakter, han fæstnede til billedfladen. Den italienske kubistiske maleren Giorgio Morandi blev i sine stilleben inspireret af Cézanne. De danske malere Vilhelm Lundstrøm og Niels Strøbek arbejdede med stillebengenren for gennem den at eksperimentere med form og farve.

I det 20. århundrede og i vor egen tid er der mange kunstnere, der har ud fra nye synsvinkler arbejdet med stillebengenren og snart videreført de gamle hollændernes forskellige tolkninger af virkeligheden, snart arbejdet med radikale eksperimenter.

Den norske maler Meta Norheim er en af de kunstnerne, der gennem flere decennier har beskæftiget sig intenst med stillebengenren og afvundet den nye udtryksmåder. Hun har arbejdet energisk på at forstå naturens forunderlige væsen og især visualiseret sine oplevelser og erfaringer i forskellige former for stilleben. Hun har aldrig nøjedes med at kopiere virkeligheden.

Uden måske at være klar over det, har hun fulgt Leonardo da Vincis råd, der lyder sådan:

«Efterlign aldrig nogen. Ethvert af dine Værker bør være en ny Fremtoning af naturen. - Hvor Naturen ophører med at skabe sine Kopier, dér begynder Mennesket ud af de naturlige Ting med Hjælp fra Naturen at skabe uendelige Billeder.» *2
Da jeg begyndte at studere de billeder, som Meta Norheim har skabt i perioden fra 1978 til 2014, kom jeg til at tænke, på hvad den islandske digter Einar Mår Gudmundsson kalder «magisk realisme». Denne form for virkelighedstolkning beskriver han på følgende måde: «For det er de subjektive værdier, der er de største i livet, selvom de er svære at indfange. Det er derfor, at kunsten er så vigtig. For virkeligheden er magisk, og det kan kunstnerne vise ved at finde sammenhænge i virkeligheden, som andre ikke umiddelbart kan se. Magisk realisme er ikke en fantasigenre, men simpelthen en måde at skildre virkeligheden på.» *3

Man kan godt karakterisere Meta Norheims kunst som en magisk realisme. Det skyldes, at hun netop afdækker sider af især blomsternes og frugternes særlige væsen, som vi ikke har
været opmærksom på. Hertil kommer, at hendes værker også rummer de svært fortolkelige «subjektive værdier» - således først og fremmest respekten for den natur, vi ofte udnytter på en ret hensynsløs måde. Men det drejer sig også om holdninger til både livet og døden.

I 80’erne var Meta Norheim mest optaget af landskabsmaleriet. Hun gengiver det ikke præcist, men prøver i stedet at indfange dets særlige karakter. Det gælder et maleri fra 1988, som giver os en levende forestilling om ørkenens store tomme rum, der er behersket af de varme gule farver. (fig. 2)

Men hun fokuserede allerede i disse ret tidlige billeder på enkelte planter, hvis individualitet hun gengiver på en levende måde, men samtidig med et skær af mystik. Det gælder den store kaktus, der på en overraskende måde dukker op i forgrunden i det store ørkenrum. (fig. 3)

Det er således også en stor blomstrende kaktus, der dominerer billedfladen, i «Afrikansk landsby» (fig. 5) medens selve landsbyen er gengivet i miniature.

Mennesket får sjældent en plads i Meta Norheims kunst. Men de optræder i «Rød kraft» (fig. 4) som skygger i et univers, hvor eksotiske blomster træder frem i forgrunden og skaber et poetisk rytmisk forløb.

Men efterhånden forsvinder både naturen og menneskene som baggrund for eller ramme omkring de enkelte planter, som hun har fokuseret på. De kommer i fremtiden til at stå alene og deres særlig væsen bliver fortolket på en måde, der både er fuld af liv og nærvær. I en række billeder har Meta Norheim - på næsten magisk vis - fremtryllet en sansemættet oplevelse af, hvorledes den enkelte blomst eller frugt viser skabelsens under i et lille intimt format. I disse billeder, der vibrerer af liv og bevægelse, kan man også ane tilstedeværelsen af de mystikfyldte kræfter, som findes i naturen, men som vi ikke ser. Der er virkelig tale om, hvad man kan kalde en magisk realisme. Men disse små billeder, der anskueliggør skabelsesunderet, rummer også - fremgår det af titlerne - henvisninger til følelser og oplevelser i vort liv. Således i billederne «Beskytter» (fig. 5) og «All about Love». (fig. 7)

I 2006 har Meta Norheim også arbejdet med en ny kompositionsform, som man kan kalde triptikon, fordi de treleddede rækker med åkander (fig. 8 ) og æg (fig.9) rummer en forstærket appel til at forstå naturens egenart og respektere den. Både åkanderne og æggene er anbragt i henholdsvist et blåt og rødt poetisk rum, der får deres individuelle karakter til at træde frem på en næsten suggestiv måde.
I billedet «På liv og død» (fig. 10) opleves - på en både nærværende og poetisk måde - hvorledes tulipanerne bliver skabt eller dør. Billedet er på en bevægende måde dobbelttydigt. I forgrunden ligger den lille tulipan, der enten er på vej ud af løget eller vender tilbage til jorden og dør. I mellemgrunden står de fuldt udvoksede tulipaner på række som lys. Deres hoveder, der er modelleret op i varme røde farver, danner en virkningsfuld kontrast til den kølige mørkeblå baggrund. Vi bliver vidne til en skabelsesproces i et mikrounivers.

Meta Norheim har i adskillige både små og store billeder været optaget af at indfange kartoflens særlige form, egenartede skønhed og livsforløb - fra spire til voksen kartoffel. Måske er den en frugt, som vi normalt ikke kigger på - vi skræller den, koger den og spiser den. Men i Meta Norheims billedverden er den næsten blevet et selvstændigt væsen med en egenartet udstråling. Dette træk træder tydeligt frem i «Morpotet» (fig. 11), hvor fødsel og voksenliv er kombineret i et mystikfyldt rødt rum, der lader os få en fornemmelse af tilblivelsens forunderlige proces.

Meta Norheim har en kollega i Sharjah i De forenede arabiske Emirater, der har været
meget optaget af kartoflens væsen og væremåde. Han hedder Abdallah Al Saa’di. I en serie værker, der hedder «Den nøgne Sødkartoffel» (2009) har han– i en kunstnerisk optik -
undersøgt den ud fra alle tænkelige synsvinkler. Resultaterne af hans undersøgelser har han visualiseret på lærredet eller på papiret med både humor og kunstnerisk overbevisende kraft og med en intens, lysfyldt penselskrift. Sin oplevelse af sødkartoflen har han beskrevet på en måde, der svarer til Meta Norheims oplevelse af den: «Hvorledes kan jeg nyde den, sanse den, se den, røre den, lytte til den, lugte til den, smage den, føle den. At komme ind i vort og kartoflens indre verden – det er vigtigt.» *4 Som Meta Norheim har han lagt mærke til, at når man glemmer, at kartoflen er bestemt til at blive spist, fremtræder den for øjet som et fascinerende objekt, der har en udtryksfuld form.

I en række billeder (fig. 12 og fig. 1) har Meta Norheim rettet søgelyset mod opstillinger, hvor fine og skrøbelige glasskåle bliver konfronteret med løgenes stoflighed og deres spirers saftige grønne farver. Gennem denne sammenstilling bliver deres forskellige farve- og formkarakter fremhævet på en udtryksfuld måde. Når man ser disse billeder kommer man til at tænke på de mange stilleben fra den hollandske Guldalder, hvor en sådan modstilling af fine brugsgenstande og frugter eller grønsager har været et hovedtema.

Meta Norheim har gennem sin kunst givet os en forståelse af de ofte små og fortryllende aspekter af naturen - især af frugter og blomster - som vi i vår travle hverdag hurtigt haster forbi og ikke lægger mærke til. Hun har også peget på de for os usynlige kræfter i naturen, der skaber den forundelige verden, vi bor i og som det er vigtigt at værne om og beskytte.

Else Marie Bukdahl, 2014

Dr. phil. adjungeret professor på Aalborg Universitet og
tidligere rektor på Det Kongelige Danske Kunstakademi.

*1 Stilleben af tysk, af nederlandsk stilleven, af engelsk still-life, egentlig ’stille, dvs. ubevægeligt liv’.
*2 Leonardo da Vinci, Optegnelser, oversat af Ib Monty, København 1953, p. 35-36.
*3 Disse kommentarer er indføjet i et interview i Kristelig Dagblad d. 24. 8 2013. Han er især blevet kendt for sin roman Universets engle (1983), hvor der optræder en fortæller fra det hinsides.
* 4. Else Marie Bukdahl, «Tradition and innovation - the local and the global» in the catalogue to the exhibition Sharjah – Art from The Emirates, The National Museum in Copenhagen18/6- 31/ 10 2010, p. 134-135. Også dansk oversættelse.